Zero øl – en øl som ikke slog an

Jeg har for nylig fundet historien om disse to etiketter i min samling.

IMG_0010

De forende bryggeriers Absolut alkoholfrit Øl – og efterfølgeren Zero.

IMG_0011

I bogen “Benny Dessau” af Anders Vigen fra 1950 kan man læse, at De forende Bryggeriers Direktør Dessau forsøgte at tale godt for Afholdsbevægelsen, som var meget imod især bayerskøllet (og snapsen selvfølgelig, men det er en anden historie). Han mente først at kunne forsone dem med sit Kroneøl, som blev introduceret ved  i 1895. Dette øl havde et alkoholindhold som var mindre end to en kvart procent. Han gjorde ifølge bogen meget ud af en afholdskongres i 1904 -dog uden held, jeg tænker at det var foreningens 25 års jubilæum der tænkes på – her er en fin reklame-tændstiksæske fra denne lejlighed.

Men som der står: “Afholdsfolket lod sig ikke vinde. Saa forsøgte han sig med et rent Afholdsøl, som ved en Navne-Konkurrence med 100.000 Deltagere døbtes Zero (nul). Dog denne gang mislykkedes det for Benny Dessau, Navnet gik i opfyldelse. Øllet slog ikke an.”

Den sort/hvide etiket er den som blev brugt før navne-konkurrencen, og den røde efter. Her er vi altså mere end 100 år før Cola lancerede deres Zero i 2006 og i Danmark i 2007.

Udgivet i Alle indlæg | Skriv en kommentar

Carlsberg Pilsner, tegnet af Bindesbøll

Åhh, jeg har jagtet den så længe, men nu er den endelig i min samling – den første ovale pilsner til Carlsberg – tegnet af Bindesbøll. Den originale – fra 1904.

IMG_9645Jeg har længe vidst, at han tegnede andre etiketter til Carlsberg, bla denne pilsneretiket fra 1897  og og denne hvidtølsetiket og jeg har også troet, at denne ovale etiket var den første (men det må jeg jo så nu korrigere). På Carlsbergs hjemmeside http://www.carlsberg.com er nedenstående vist som den rigtige, det passer heller ikke, for den har trykmærke:

1904
Men jeg har nu researched en del og er sikker på den jeg nu har den første.

Det er om denne etiket, at man fortæller, at Carl Jacobsen skulle have betalt Bindesbøll 5.000 kr, hvor efter følgende ordveksling skulle have fundet sted: “Er det fordi, jeg hedder Bindesbøll?” “Det er fordi, jeg hedder Carl Jacobsen.” Det passer ikke. For det var ikke brygger Jacobsen, men overinspektør Anton von der Aa Kühle som bestilte etikette, og dels fik Bindesbøll kun 300 kroner, svarende til en månedsløn for en direktør.

Det passer derimod at med netop denne etiket grundlagde Carlsberg sin grafiske linie, som de holder ved og fornyer ganske lidt ad gangen. Jeg har bla.a. hørt en trykker fortælle, at da man vill justere den grønne farve i 60-erne, så gjorde man det lidt ad gangen, så ingen ville bemærke det.

Den første Bindesbøll ovale etiket er kendetegnet ved den store røde prik i figuren nederst.

Udgivet i Alle indlæg, Øletiketter, Dansk øl, danske bryggerier, Nyeste i min samling | Skriv en kommentar

Arcana

Denne artikel er viet til et langt citat fra 1884, som på glimrende vis illustrerer, at det på ingen måde er nyt at forsøge at snyde forbrugerne. Om de blev snydt står naturligvis hen i det uvisse, men jeg synes at artiklen er interessant på den måde den netop trækker Hoff’s maltekstrakt frem som et eksempel, og lige netop dette øl – blev af flere andre danske bryggerier, bla, Horsens betragtet som et forbillede. Også product placement er åbenbart en meget gammel sag som også var kendt i 1884.

Vi starter artiklen (og bare rolig, der er en flot etiket fra Hoff allersidst):

“Ordet »Arcanum« betyder nogethemmelighedsfuldt, overnaturligt og betegner saaledes i og for sig Værdien af de Lægemidler, der henregnes under denne Gruppe, men i øvrigt omfattes under denne Benævnelse Ting af højstforskellig Natur, der blot have den ene Egenskab til fælles, at deres Sammensætning holdes hemmelig af Opfinderne, idet disse navnlig stole paa Mængdens Tilbøjelighed for det ubekendte, mystiske.

Blandt den uhyre Hob af Midler, der efterhaanden ere
hievne anpriste som de syges Haab og Frelse (Eduard Hahns Bog
»Die Geheimmittel« nævner saaledes 1756 Arkana), er der en stor
Mængde, som ikke have nogen som helst anden Virkning end
den, som Overtroen vil tillægge dem, der altsaa ere rene Fetischer.
Et Eksempel paa denne Art Arkana ere de her tillands meget
anvendte »elektromotoriske Tandhalsbaand«, der skulle beskytte
smaa Børn mod de Farer og Sygdomme, som kunne følge med
det første Tandbrud. Disse Tandhalsbaand, der bindes om
Børnenes Hals, bestaa af en Strimmel Fløjel, i hvilken der er indsyet
et med Svovl gnedet Kattunsbaand, og de ere selvfølgelig lige
saa lidt elektromotoriske, som de kunne have nogen Indflydelse
paa Tandbruddet; af saadanne Tandhalsbaand findes en Del
Afarter, der ligne hinanden i høj Grad og alle ere lige meningsløse.

I den sidste Tid har man af og til set Anbefalinger for
»Homeriana«, en Plante, der efter Sigende hentes fra Siberien, og
som skulde være et ufejlbart Middel mod Lungesvindsot. Ved en
i Karlsruhe paa Øvrighedens Opfordring foretagen Undersøgelse
viste det sig, at den foregivne siberiske Plante var en i Tyskland
meget almindelig Ukrudsplante Polygonum aviculare — Skedeknæ,
der ogsaa er vildtvoksende hos os, og som ikke har nogen som
helst helbredende Egenskaber.

Et Arkanum, der er nær i Familie med de rigtige gamle
Tryllemidler, er det i Tyskland højt ansete Epilepsimiddel fra
Diakonisse-Anstalten i Dresden; det bestaar af Stære, der skulle
skydes i de 12 første Nætter efter Jul og brændes til Kul.

Af saadanne ganske uvirksomme Ting anbefales og
fal-bydcs talløse, men her maa disse Eksempler være nok. Endnu
mere maa man dog advare mod alle de Arkana, der ligefrem ere
farlige for Sundheden; dette er Tilfældet med næsten alle
Haar-midlerne, hvad enten de siges at gengive Haaret dets naturlige
Farve eller man er ærlig nok til at kalde dem
Haarfarvnings-midler. De indeholde nemlig saa godt som alle Bly i forskellige
Forbindelser, og da man tvinges til at vedblive med at bruge
dem stadig, naar man vil bevare sit Haars kunstige
Ungdommelighed, saa udsættes man for alvorlige Tilfælde af Bly forgiftning,
en meget smertefuld og farlig Lidelse. Hos os averteres hyppigst
»Fredriksens Haareliksir«, der bestaar af Vand, Glycerin, Bly-

sukker og Svovl med lidt vellugtende æterisk Olie, ligesom ogsaa
forskellige af de engelske hair-restorers og hair-renewers. I
England er foretaget kemisk Undersøgelse af 19 saadanne
Farvemidler, og af disse indeholdt de 18 Bly i betydelig Mængde;
blandt de farlige, blyholdige Midler var der forskellige, der som
Hall’s vegetable Sicilian hairrenewer bar Paaskrift om,
udelukkende at indeholde uskadelige Plantestoffer.

Andre Toiletmidler ere ikke skadelige, men blot unyttige,
saaledes Lilionese, der bestaar af lidt Potaske og Borax, opløst i
fortyndet og parfumeret Spiritus; et ganske enkelt er endog
fornuftig sammensat, saaledes det amerikanske »Sozodont«, der
anbefales som Renselsesmiddel for Tænderne og bestaar af Sæbe,
opløst i fortyndet Spiritus og Glycerin; her stikker Hestefoden
kun frem ved den aldeles urimelig overdrevne Pris, der forlanges,
og som er c. 3 Gange højere end de anvendte Stoffers Værdi.

Maaske det mest udskregne og mest virtuosmæssig
ud-basunede Middel af denne Art er Hoff’s Maltekstrakt. En lysk
Forfatter, Eduard Hahn, der har skrevet den førnævnte Bog om
Arkana, karakteriserer dette »Sundhedsøl« paa følgende Maade:
»Oprindelig var Hoff’s Maltekstrakt et daarligt Slags undergæret
(bajersk) 01, hvori der var kommet et Øludtræk af Bukkeblad,
Korbendikt og Tørstetræbark samt smaa Mængder af Sukkerkulør,
Koriander, Kardemome, Kanel, Anis og Potaske. Senere forøgedes
Tilsætningernes Antal med Kartoffelstivelsesyrup og noget Glycerin.
Skønt Hoff har benægtet, at hans Maltekstrakt indeholder
Tørstetræbark og skønt ikke alle Kemikere have kunnet paavise det,
findes denne Bark dog i Virkeligheden næsten altid i dette i
Sandhed væmmelige Pøjt (scheussliches Gesöff), men Fabrikanten
har af og til glemt at tilsætte en eller anden af Bestanddelene,
saaledes som Vidner have forklaret, ofte er Tilfældet……………..
Ekstraktindholdet i dette 01 har varieret fra 4, 5 pCt. — 12pCt.,
medens Alkoholmængden stadig har holdt sig ved 3 pCt.«

I en af Forhandlerne paa dansk udgiven Reklame angives
Sammensætningen af Maltekstraktet til 8,12 pCt. Ekstrakt og
4 pCt. Alkohol, og efter denne Beregning vilde det altsaa have
lignende Betydning som bajersk Eksportøl, der indeholder 5 pCt.
Alkohol og 6 pCt. Ekstrakt, eller Ale og Porter med 7 pCt.
Alkohol og 8—9 pCt. Ekstrakt, men det vil af det foregaaende
frem-gaa, at man ikke kan stole ubetinget paa, at Maltekstraktet altid
er ens sammensat, da Fabrikanten flere Gange har ændret
Til-beredelsesmaaden, enten dette nu er sket af en Fejltagelse eller
af andre Grunde. Fuldstændig fantastisk og grebet ud af Luften
er det naturligvis, naar man har villet tilskrive Maltekstraktet en
særegen Virkning mod Lungesvindsot og andre tærende
Sygdomme, og der er saaledes ingen Grund til at betale det langt
højere end andre bedre tilberedte og sundere Ølsorter.

Sundhedssalt, der anbefales som Universalmiddel mod en
Masse Sygdomme, bestaar af tvekulsurt Natron (Sodapulver),
kulsurt Magnesia og Pebermyntesukker; det er saaledes en
uskadelig Blanding, der er ganske nyttig mod enkelte
Mave-lidelser, men ikke mod alle de Sygdomme, som nævnes i
Reklamerne; dets Pris er 1 Krone 35 Øre pr. Pund, medens den samme
Mængde paa ethvert Apotek kan faas for 60 Øre og endog kan
laves langt billigere, naar man selv vil sammenblande de enkelte
Bestanddele.

Brama-Livseliksir er en mørkegul, bitter Vædske, der er
tilberedt ved at opløse 4 Dele simpel Aloe i 96 Dele Spiritus;
den kan i mange Tilfælde virke ligefrem skadeligt, særlig naar
man giver den til smaa Rørn, saaledes som det anbefales i
Reklamerne. For nogen Tid siden oplyste en dansk Læge, at Brugen
af Livseliksiren syntes at have haft meget alvorlige Følger for en
Barselkvinde.

I sin Tid anpristes Revalenta arabica, ligesom nu Hoff’s
Maltekstrakt, som et uovertræffeligt Ernærings- og
Styrkelsesmiddel for Børn, svage Personer, Rekonvalescenter o. s. v. En
Undersøgelse viste, at det bestod af en Blanding af forskellige
Arter Ærte- og Bønnemel i varierende Mængde; det var følgelig
langt fra at være let fordøjeligt, og et Pund af denne unyttige
Blanding solgtes for 3 Kroner, medens den virkelige Værdi næppe
var 50 Øre.

Det vilde være let at fortsætte denne Opregning og
gennem-gaa alle de Taabeligheder, der anbefales som ufejlbarlige Midler
mod Døvhed, Stær, Gigt og alle mulige Lidelser og Sygdomme,
men de anførte Eksempler maa her være tilstrækkelige til at vise
Arkanas Natur, og vi skulle heller ikke her komme ind paa den
modbydelige Annonceindustri, der spekulerer i Menneskehedens
sørgeligste Sygdomme og i den Sky, som Patienter, der lide af
saadanne, ofte have for at lade deres nærmeste og deres Læge
faa noget at vide derom. Det er nu Videnskaben en let Sag ved
Kemiens og Mikroskopiens Hjælp at paavise de Stoffer, af hvilke
Universalmidlerne ere sammenblandede, og enhver kan let skaffe
sig Oplysning om et hvilket som helst Arkanums virkelige
Sammensætning og Værd.

Tilbage bliver da den tilsyneladende uforstaaelige
Kendsgerning, at Publikum altid paa ny lader sig narre, at der
bestandig dukker ny Arkana op, der roses i de højeste Tonarter,
der ikke alene finde Lovprisere blandt det tankeløse Publikum,
men som ogsaa kunne prange med Attester fra Læger og
Kemikere., og som trods de umaadelige Udgifter til Avertissementer,
Reklamer, Piecer o. s. v. dog gøre Fabrikanterne til Millionærer.

Til at frembringe dette Resultat ere forskellige Faktorer
samvirkende; først og fremmest den Tørst efter det ukendte,
mirakuløse, der oven for er paavist under saa mange Former,
dernæst Betydningen af de idelig gentagne Avertissementer, der slaa
saa tidt mod Publikums Øjne og Øren, at det til sidst ligesom
tvinges til at købe. Med Hensyn til Reklamen udvikles der en
særdeles stor Opfindsomhed: Avisernes Avertissements-,
Inserat-og Reklameafdelinger sættes i Virksomhed, offentlige Bygninger,
foreløbige Skure, Sporvogne, Teaterplakater — alt bliver taget i
Brug af Reklamen.

Den bekendte Pillefabrikant Holloway skal en Gang have
budt Dickens 1000 Lstr. for, at han skulde lade en af Personerne
i en Roman omtale Holloway’s Piller, og saaledes ere
Fabrikanterne overalt paa Spor efter en ny Art Reklame.

Attester fra Læger faas paa forskellig Maade; i en
Afhandling »Die Heilmittel und die Heilschwindler« har
Formanden for Sundhedsraadet i Karlsruhe givet Oplysning om den
Fremgangsmaade, der anvendes i Tyskland. I nogle Tilfælde
havde man uden videre anført vedkommende Læges Navn uden hans

Tilladelse eller trods hans bestemte Protest, i andre Tilfælde var
det straffede Personer, daarjige Subjekter og Mennesker uden al
Berettigelse til at kalde sig Læger, der figurerede som
Attestudstedere, kun i ganske enkelte Tilfælde havde godtroende Læger
laant deres Navne til denne Industris Tjæneste.

Her hjemme have vi for nylig sét, at en Udsælger af Hoffs
Maltekstrakt har tilbudt en Masse Læger at give deres fattige
Patienter gratis Maltekstrakt, naar Lægen vilde skriftlig forlange
det til vedkommende. Naar nu en Læge godtroende mente, at
Maltekstrakt dog altid var 01 og saaledes kunde være nyttigt for
en fattig Patient, kunde han være sikker paa at finde sit Navn
opført i næste Reklame, som en Læge, der har anbefalet og
rekvireret Hoff’s Maltekstrakt.

Blandt de paa Reklamerne opførte Attester findes ogsaa
saadanne: »Da jeg ønsker at gøre Forsøg med Hoffs Maltekstrakt,
bedes De sende mig . . . . N. N.«; denne Attest er selvfølgelig
uden mindste Betydning, men det tankeløse Publikum læser kun
Lægens Navn og tror saa deri at finde en Garanti for Midlets
Værd 1).

Hidtil har Kampen mod denne Oversvømmelse af Arkana
været temmelig frugtesløs; der er forsøgt forskellige
Fremgangs-maader, men uden synderlig Virkning. Det vilde være meget
nyttigt, om der fandtes en af Myndighederne indsat
Kommission af sagkyndige, der havde det Hverv, at undersøge
Arkana og offentliggøre Resultatet af Undersøgelserne tillige med en
Beregning af Midlets virkelige Pengeværdi, saa at enhver kunde
se, hvor uhyre en Fordel Fabrikanterne tage. Meget vilde
dernæst være naaet, naar den bedre Del af Dagspressen kunde blive
enig om, at den ikke vilde optage Avertissementer om Arkana;
dette skal være Tilfældet i England, hvor efter Sigende 200 Dag-

’) Undertegnede blev for en Del Aar siden opfordret til at give en Attest
for Sundhedssalt, men da den, der henvendte sig til mig, nægtede at
give Oplysning om Midlets Sammensætning, blev denne Anmodning
selvfølgelig meget bestemt afslaaet. Fabrikanten, Hr. Heymann-Bloch, har
senere benægtet at have henvendt sig til mig; det er mig efter c. 10
Aars Forløb umuligt al mindes den Persons Udseende, der indfandt sig
hos mig, men det er jo ogsaa ganske ligegyldigt, om det var Fabrikanten
selv, hans daværende Compagnon eller en Agent, der havde det Hverv
at skaffe Attester.”

FullSizeRender

 

Kilder:

1) Tilskueren. Maanedsskrift for Literatur, Samfundsspørgsmaal og almenfattelige videnskabelige skildringer, København 1884, marts, Dr. med. E. Lerison: Mirakelkure, pag. 179

 

Udgivet i Alle indlæg, Ølaftappere, Øletiketter, Dansk øl, danske bryggerier, Nyeste i min samling | Skriv en kommentar

Maltekstraktøl

Etiketter fra maltøl  og maltekstraktøl har en særlig plads i øletiketternes historie: De er som regel større end de normale, og kan f.x. indeholde anbefalinger fra læger, beskrivelser af, hvorledes øllets kvalitet kontrolleres af apotekere, osv. Det blev ofte solgt som sundhedsøl. Øllet er heller ikke helt som andre øltyper – typisk er ekstraktindholdet stort, mens alkoholindholdet er lille.

På en del etiketter kan man læse, at øllet er bedre end det af HOFF fremstillede. Det er ikke tilladt i dag at reklamere ved at sammenligne direkte / nedgøre andre fabrikanters produkter, men det var det altså i 1800-tallet. Se dette eksempel fra Horsens, hvor apoteker J. A. Wiinsted garanterer for kvaliteten og den er vel at mærke dobbelt så god som Hoff’s:

FullSizeRender

Øllet er dyrt 30 øre uden flaske er en pæn pris, men hvad er det man sammenligner sig med: Hoff’s præparat. M Hoff og senere Johann Hoff var fabrikanter i Tyskland som havde succes med at sælge maltekstraktøl og igennem årene udvidede deres forretning til at levere både til Storbritannien, USA, hele Norden og altså også Danmark. De var tidligere end de andre lokale bryggerier – reklamerede mere end andre – og fik derfor sat sig på en pæn del af markedet.

Hoff fik sat et markant præg på samtiden, se f.eks. følgende lille uddrag af Karl Larsens bog 1) fra 1899:

Bogholderen skraaede over Graabrødretorv og slog Paraplyen ned igen, da der ingen andre Mennesker var, som gik med Paraply oppe. Det var heller ikke rigtig Regn, men blot en tyk, hvid Novemberluft, som var ved at tætte sig sammen over Plads og Gader til Taage, man ligesom smagte Fugtigheden, og Skæget kunde blive ganske vaadt – Folk sagde, det var usundt, men det gjorde dog vist ikke noget, naar bare man ikke havde det alt for tit. Det var Aar siden han var kommen den Vej fra Banken op igennem Byen, for nu boede han i Admiralgade; en Gang havde der hængt et stort, kulørt Avertissement om Hoffs Maltekstrakt her i en høj Stue!

Hvad er det for en reklameplakat bogholderen her så? Jeg tænker,  at den hang hos grosserer Menck og Co, Gråbrødretorv 8. Hvis bogholderen havde købt en maltekstrakt i butikken kan den have haft nedenstående etiket, fra M Hoff – en meget tidlig etiket, fra Hoff’s eneoplag i Danmark fra og med 1884.

FullSizeRender

 

1) Karl Larsen: Københavnerfortællinger – en spidsborgerhistorie. 1899. 

Udgivet i Alle indlæg | Skriv en kommentar

Lagerøl og lagerkældre

En god lagerøl er lagret længe – og koldt. Og da hvidtølsbryggerierne typisk ingen lagerkælder havde før industrialiseringen var det så godt som umuligt at brygget et godt lagerøl i Danmark. Det lagerøl, der på den tid blev drukket i Danmark, var derfor brygget i udlandet: Bayern, Dortmund osv. og havde (med undtagelse af Felsenkellerbier) ikke navn efter lagringen, men efter området, bryggeriet eller noget helt tredie.

Historien om brygning af lagerøl i Danmark er tæt bundet sammen med bryggeriernes etablering af lagerkældre; så meget, at øllet fik navn efter den proces der adskilte det mest fra hvidtøllet: lagringen.

I København kunne man på industriudstillingen i 1840 smage prøver af “Ale, Bayrish-, Felsenkeller og klaar Bier, PrincesssBier, Schmal Bier og Brown Stout” alle øl fra fra Altona. I en beretning fra udstillingen står: “En Industri saa naturlig for Danmark som Ølbryggeriet maatte man have ønsket at se bedre repræsenteret, og navnlig kunde det hvide Øl, som brygges i Kjøbenhavn, herved være kommet i Betragtning, ihvorvel vi maa tilstaa, at intet af de herværende Bryggerier har det omfang og det betydelige Lager, som kræves for at staa ved Siden af de andre Landes Bryggerier”.

På udstillingen i 1844 udstillede Kongens Bryghus hvidt bittert Martsøl sammen med Porter fra 1842 – men I. C. Jacobsen udstillede lagerøl. Han fortalte, at det var resultatet af nogle mindre forsøg han havde måttet indskrænke sig til, da han manglede de nødvendige underjordiske lagerkældre. Han bryggede på det tidspunkt i hvidtølsbryggeriet i Brolæggerstræde, som han i 1935 havde overtaget fra sin far, med moderen som medejer.

J. C. Jacobsens interesse for lagerøl blev vakt allerede på et tidligere tidspunkt. Vennen Claus Djørup har fortalt, at J.C. Jacobsen i 1836 engang bød på et glas vin  hos vinhandler Waage-Petersen i Store Strandstræde. En flaske blev bestilt, men det var det rene tøjeri: Der var en importeret bayersk lagerøl i flasken – og J.C Jacobsen smagte igen og igen opmærksomt på det, undersøgte dets farve og klarhed og mente, at øllet opfordrede til nærmere undersøgelse.

Senere på året rejste han til Hamborg for at undersøge brygning af lagerøl på nært hold. Der var adskillige forskelle fra hvidtølsbrygningen, men de største var, at der blev anvendt undergær, at gæringen foregik ved lav temperatur og at øllet derefter blev lagret i flere måneder i kolde kældre. Denne metode betød, at øllet blev klarere, kunne holde sig længere og at det ikke var nødvendigt at tilsætte så meget humle. Store mængder humle var ellers den sædvanlige metode til at forebygge surt øl, men det betød jo samtidig, at øllet også blev bittert.

Da han kom hjem forsøgte han at brygge lagerøl i moderens vaskekedel – første gang i 1837. Det mislykkedes men han prøvede igen og igen. Han rejste til München på studietur til Gabriel Sedlmayr’s berømte bryggeri “Zum Spaten”; bryggede derhjemme igen, og fik med held omdannet hans overgær til en undergær.

Efterhånden fik han et “passabelt” øl ud af forsøgene og det første øl kom til salg på flaske i april 1838 og igen året efter. Øllet var lagret i kældre hos henholdsvis en urtekræmmer Hansen og senere vinhandler Aagaard i Viingaardsstræde. Det var også dette øl, der var til smagning på industriudstillingen i 1844.

J.C. Jacobsen vidste fra sine udlandsforsøg, at der skulle stordrift, ordentlige lagerkældre og en rigtig god undergær til for at brygge det øl han gerne ville. Han fik muligheden da hans mor døde i februar 1844 – han blev eneejer af bryggeriet og arvede samtidig 11.000 Rdl.

Gammel Carlsberg Lagerøl

Han søgte først Kongen om at måtte indrette en “Felsenkeller” i Gyldenløves Bastion. Men sådan skulle det ikke gå, han fik han i stedet tilladelse til at bruge Hahns Bastion ved kongelig resolution dateret 8. juni 1844.

Her gravede han ud, og anlagde en kælder i to fag  i forbindelse med et iskammer. Hvert fag var bygget til at kunne rumme 700 tdr. øl.

IMG_6156

Københavns vold og Hahns bastion ud i 1845 med  J.C. Jacobsen første lagerølkælder. Kælderen blev fjernet i 1874 men lå der hvor statuen af H.C. Ørsted nu står i Ørstedparken.

Næste skridt var at skaffe god en gær. J. C Jacobsen hentede bajerskølgær i oktober og november 1845 hos brygger Gabriel Sedlmayr og transporterede det hjem i en speciallavet toliters blikdåse som han opbevarede i et hattefuderal. På hvert stop med diligencen på den lange tur hjem fra München til København skyndte han sig hen til en vandpost for at køle gæren ned.

Med denne gær i bryggede han 300 tønder lagerøl i  sæsonen 1845-46. Forskellige ølhandlere avaterede med “bayersk Øl fra Hr. Brygger Jacobsens Kjælder under Volden” til en pris a 12 Skilling for en hel flaske og 6 Skilling for en halv. Øllet blev revet væk.

Han ansøgte Kongen om at måtte anlægget et bayersk øl-bryggeri med lagerkældre et ikke nærmere angivet sted udenfor Københavns Volde. Han havde kig på Valby bakke som netop var blevet gennemgravet på grund af jernbanens etablering. Han tog derud, nærmere bestemt til Bjerregårdens marker, og forhørte sig hos jernbanearbejderne: Jo, der var vand – masser af vand. Djørup var med igen – og selvom han frøs gudsjammerligt i den kolde blæst, var J. C. Jacobsen ikke til at drive hjem igen.

Han fik tilladelse af Kongen, købte grunden og opførte et bryggeri og en lagerkælder på grunden i 1847. Selve bryggeriet blev forsynet med 3 kældre: gærkælderen, hvor øllet lagredes, en  vinterkælder, hvor øllet blev stillet klar til salg i løbet af vinteren og en maltkælder, hvor man udblødte malt til spiring. Ved siden af byggedes en egentlig lagerkælder i fire fag til lagringen fra bryggesæsonen og så langt som lageret rakte ind i sommeren.

Ved rejsegildet strøg to kranse til vejrs: en med initialerne J.C.J.og en med sønnens initialer C.J. Der blev udgydt et glas vin over skorstenen i midten af bryggeriet  – og det blev navngivet efter den 5-årige søn Carl: Carlsberg.

Det første bryg blev sat over den 10. november 1847 og det lykkedes fuldt ud. Ser man herefter på investeringsplanerne for Carlsberg, så bygges der igen og igen lagerkældre – i et sådant omfang at de til sidst underminerede hele området. Ved Carlsbergs lukning i København i 2008 kunne man gå mellem 11 og 12 km under jorden. De bedste dele af kældrene er i dag fredede eller anvendes til besøgsformål, performances og meget andet.

Igennem mange år brugte J.C. Jacobsen den gamle lagerkælder i Hahns bastion. Først i 1860 blev den fyldt for sidste gang – og herefter opgivet. Bryggeriet Alliance overtog den en overgang og havde øludsalg i kælderen. I den gamle bastion nåede der også at blive udskænkning af øl: “Bayersk Ølkælder” kaldet “Øltunnelen i Volden” og “Sangerindepavillon” à la Bakkens Hvile. En enlig gaslygte viste vej til herlighederne.

På denne måde blev lagerkældrene bestemmende for Carlsbergs succes – og det er værd at bemærke, at der gik hele 11 år fra han smagte øllet hos Waage-Petersen, til han kunne brygge på Carlsberg i stor skala første gang. Han fik hele 6 års forspring før den første konkurrent i København, Bryggeriet Svanholm, meldte sig, og der gik endnu 10 til den næste.

Lagerøl fik navnet lagerøl, og der skulle gå lang tid inden typevarianterne indenfor lagerøllet: Bayersk lagerøl eller blot bayer, Dortmunder, Nürnberger; senere Pilsener og mange mange flere kom til at dominere på etiketterne.

Udenfor københavn var enkelte andre god også gået i gang, og hver havde de deres løsning på lagerproblemet. Her er et par eksempler:

Brygger Carl Wiibroe begyndte i 1856 at brygge bayersk øl, som han lagrede i kassematterne på Kronborg. Fæstningsbryggeriet i Fredericia fik fra 1850 lov til at lagre sit øl i voldene om Fredericia. Deraf navnet på bryggeriet.

IMG_6168

IMG_6167

Det skal bemærkes at de viste etiketter er 20-50 år yngre end den historie der fortælles her.

Udgivet i Alle indlæg | 1 kommentar

Ny Carlsberg til magnum flaske

Det er altid sjovt at kunne sætte dato på sine etiketter og det lykkedes her forleden med en lidt speciel etiket – nemlig en stor Ny Carlsberg Pilsner.

Etiketten måler 14 cm på den høje led – og halsetiketten er 13 cm bred. Altså en temmelig stor etiket – sammenlign selv med tændstikken forneden – det er en tændstik fra en stor æske. Den er således meget større end de sædvanlige pilsnere – her er afbildet en af dem.

IMG_6145

Og så faldt jeg helt tilfældigt over denne artikel fra illusteret tidende. Intet under, at pilsneren kom til at hedde museumsøllet. Jeg tænker, at netop denne etiket har været anvendt på særlige store flasker – måske til receptionen på museet, hvor pilsneren blev introduceret?

Ny Carlsberg etiket - til magnum flaske

Det kan nævnes at det med halsetiketter ikke var så almindeligt på den tid. Foreningen af Kjøbenhavnske Ølaftappere to sagen op i 1895 således (citat fra deres generalforsamlingsprotokol 1895):

Da man forskjellige Steder var begyndt at udstyre Bayerskølflaskerne ikke alene med Etiket men tillige med Halsetiket, Hætte over Proppen eller Staniol, mente Foreningn at denne Skik, om den blev almindelig, vilde i en uforholdsmæssig Grad fordyre Aftapningen for Ølhandlerne, og den søgte ved Forhandlinger med Bryggerierne at få afskaffelsen af al denne F l a s k e p y n t gjennemført. Til dette sluttede sig også 85-Foreningen og Ny Carlsberg-Foreningen. Sagen gav anledning til megen korrespondance og var bl.a. til Forhandling på Bryggerimødet i Odense. Der kom imidlertid ikke noget Resultat i den ønskede Retning.

De to nævnte foreninger samlede aftappere fra hhv. Gl. Carlsberg og Ny Carlsberg – og man kan da roligt sige, at de tabte sagen.

Udgivet i Alle indlæg, Øletiketter, Dansk øl, danske bryggerier, Nyeste i min samling | Skriv en kommentar

Guinness øl-tønder strandet på Fanø

Jeg har netop fået en helt speciel etiket i min samling. Det er en Guinness-etiket, pasteuriseret på Wiibroe i Helsingør. Historien er som følger:

I foråret 1943 drev en halv snes tønder øl i land på Fanø. De blev solgt på Strandauktionen i maj 1943 til priser fra 800 kr og helt op til 1375 kr pr tønde. Der blev i alt solgt for 9980 kr – en stor auktion på Fanø. Bryggeriet Wiibroe  i Helsingør var køberen af øllet. Wiibroe pasteuriserer øllet og sælger det på flaske, med denne etiket:

IMG_3911

Senere påbegyndte Wiibroe import af Guinness øl igennem to københavnske vinhandlere. Næppe de første Guinness øl i Danmark – men en sjov historie. Også fordi, at Wiibroe lige får sneget ind med meget lille skrift, at Wiibroe også sælger deres egen Imperial Stout på flaske…

Så kan man jo spørge, om man kan betragte denne øl som dansk. Er det nok, at øllet er pasteuriseret i Danmark? Jeg har valgt at lade glæden over den specielle og sjældne etiket overskygge tvivlen. Alene de tre s’er i Guinness´s Foreign Extra Stout synes jeg er charmerende.

Udgivet i Alle indlæg, Øletiketter, Nyeste i min samling | Skriv en kommentar