Ølhandlerforeningens egne etiketter

“Ølhandlerforeninger af 1875” i København besluttede på sin generalforsamling 11. september 1889 at indføre sin egen fælles øletiket. Etiketten var et tegn på at øllens aftapper havde gennemgået og bestået ølhandlerforeningens egen kvalitetskontrol. Ølhandlere der brugte etiketten forpligtede sig også til at bruge velrensede flasker og nye propper af god kvalitet. De store bryggerier forlangte nemlig efterhånden, at uafhængige aftappere blev autoriserede, dvs. gennemgik bryggeriets kvalitetskontrol – og anvendte bryggeriets etiketter, med bryggeriets navn på.

Men udviklingen var ikke til at vende. Bryggerierne endte med at forlange, at alle aftappere blev autoriserede og fik dermed – i et vist omfang – styr på kvaliteten af aftapningen. På samme tid byggede bryggerierne egne aftapperier, og bryggerierne endte med helt at overtage opgaven med at aftappe øl på flaske fra ølaftapperne. Herefter gik mange af aftapperne over til at blive depotbestyrere.

Ølhandlerforeningen kontrollerede om medlemmerne udelukkende anvendte rene flasker og gode propper. Kontrollen gav ret til anvendelse af foreningens fælles øletiket, hvor der skulle skrives ølsort og kvalitet i det vandrette bånd øltapperens navn i cirkelbåndet. Men fortsat ikke bryggeriets navn.

Ølhandlerforeningen af 1875 var en københavnsk forening, som i starten tegnede 11 medlemmer og senere en betydelig andel af byens ølaftappere. Første forman var Jacob Jensen, som også førte den viste etiket, han var dog ikke medlem af bestyrelsen på det tidspunkt etiketten blev indført. 

Den fælles øletiket har Herkules som motiv. Herkules skulle gennemføre 12 opgaver i underverdenen for Eurysteus for at sone, at han i vanvid havde dræbt sin egen familie. Han dræbte en løve som første opgave, skindet ses draperet om hans kølle. Den sidste opgave var at hente de gyldne æbler, som en aldrig sovende drage med 100 hoveder og mange stemmer bevogtede. Herkules skjuler æblerne bag ryggen. Han bragte de gyldne æbler tilbage til Eurysteus, men da han i mellemtiden var død spiste han dem selv og fik på denne måde evigt liv og ungdom ligesom guderne. Statuen var et yndet motiv i antikken, og fandt altså ad uransagelige veje også vej til Ølhandlerforeningens fælles aftapper etiket.

Kilde: Kjøbenhavns Ølhandlerforening af 1875 udgivet i anledning af foreningens jubilæum i 1900, af Viggo Alstrup

Reklamer

Om pitazen

kontakt mig på flemming@pitazen.com
Dette indlæg blev udgivet i Alle indlæg, Ølaftappere, Øletiketter. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s