Et forsøg på at forbyde en øletiket

Her er så en gammel nyhed – men alligevel er den værd af holde fast i: Spar Nord forsøgte 13. juli 2012 at forbyde en øletiket hvor der var afbildet en rigtig pengemand med høj hat og krumme fingre med guldringe på. Men det var nu mest logoet på mandens trøje som Spar Nord ikke kunne lide, det indeholdt nemlig en nar – banknavnet SparNar og så en rød blå bue, som kunne se ud som om den var planket fra SparNords logo.

nu forbudt øletiket fra Hord Beer

Her er den nu forbudte øletiket er fra Horn Beer – det er bryggerens kone, Gunhild, der maler alle etiketterne som billeder – begavet og dejlig humoristisk i øvrigt. Man kan sammenligne med Spar Nord’s logo som jeg har hentet fra deres hjemmeside:

Der er ingen tvivl om, at Jørgen Fogh Rasmussen ikke er glad for bankvæsenet. Og øllen er brygget i protest mod finansverdenen, bankerne  og den grådighed man kan opleve i denne branche. Øllen er derfor brygget med et budskab – som man kan læse på etiketten eller på Horn Beer’s hjemmeside her.  Øllen har i øvrigt en alkoholprocent på 6,4% – lige midt imellem indlånsrenten på 0% og udlånsrenten – sådan kan den også lige vendes.

Spar Nord mente, at Horn Beer brugte bankens logo på en krænkende måde. Og navnet var for tæt på navnet Spar Nord. Hertil svarede Jørgen, at der var mange banker der hed noget med Spar – så etiketten var ikke møntet på spar Nord men på alle banker.

For at understrege dette fjernede Jørgen den rød blå bue fra etiketten. Spar Nord fortsatte. Så indsatte han et cencur skilt midt på etiketten – her er et udklip af de tre etiketter:

forbud øletikette

anden forbudte øletiket fra Horn Beer

Horn Beer Grisk - tilladt etiket

Den 22. august skulle Jørgen så møde i Fogedretten kl 09:30. Jeg blev – som Ølentusiast – inviteret til at møde op og støtte ham, men skulle selvfølgelig på arbejde. Det var der en hel række andre der ikke skulle, så der mødte et talstærkt følge op i retten. Med ølentusiast-trøjer og hele udstyret. Dommeren fortalte efterfølgende at den slags opbud oplevede han ellers kun i rockersager. Efter retsmødet gav Jørgen Grisk på Bjergtrolden, et fast mødested for ølentusiaster. Det tiltrak sikkert også nogle.

Der var hele 6 punkter som retten skulle tage stilling til, og Jørgen vandt dem alle 6. Blandt andet udtalte retten, at de mente at den tredie etiket ikke kunne krænke nogen og Jørgen fik lov til at bruge den.

Spar Nord kaldte efterfølgende i pressen sagen uafgjort. Men de havde selvfølgelig fået etiketten ændret. Man kan som samlet resultat sige, at Jørgen og Horn Beer fik en masse “gratis” omtale og fik maksimal opmærksomhed omkring etiketten og den sag, der havde født den.

Fordi de to første etiketter blev så hurtigt forbudt så er de faktisk gået hen og blevet relativt sjældne. Men jeg har heldigvis dem begge i min samling – takket være gode samlerkolleger og Gunhild.

Udgivet i Alle indlæg, Dansk øl, danske bryggerier, Nyeste i min samling | Skriv en kommentar

Pladderballe Bryghus

Forleden kom jeg til et byttestævne til at tale med en mand som fattede interesse for et par købmandsposer med Storm P motiver. Han fik et par stykker med hjem. Vi talte lidt om øl – jeg fortalte, at jeg lige i øjeblikket drak Pladderballe Bryghus’ øl. Sjovt sagde han, det er mig der står bag bryggeriet. Han hedder Martin Bo Petersen. Og hans og Pladderballe Bryghus’ historie må vi da lige repetere her på siden sammen med et par sidehistorier om Næstvedbryggerierne.

Først: Pladderballe Bryghus er et fantombryggeri, som trækker på Monrad og Rislunds univers af sjove og skæve eksistenser. Bryggeriet har sine helt egne historier bag øllets navne, jeg kan specielt godt lide kakerlakpuler (når flueknepperi alligevel er for småt). Alt det kan man læse om på Pladderballe Bryghus’ hjemmeside. 

Først fik Martin brygget på Slotsbryggeriet Føniks, som var opstået som et samarbejde af Næstvedbryggeriet Føniks ved John Serritslev og Slotsbryggeriet Gavnø. Føniks havde flyttet hele bryggerianlægget ud på slottet og blev installeret i en stor lade.

Anlægget var lille og øllet blev håndtappet. Men skulle øllet blive en succes, så havde man et større anlæg på hånden. Da COOP valgte at give ordren på Pladderballe Bryghus’ øl til Føniks (og ikke Gavnø) besluttede Gavnø at stoppe samarbejdet. Næstvedbryggeriet måtte tilbage til det gamle navn: Næstvedbryggeriet Føniks. Man flyttede derfor i juleferien ud af slottet og ud på Fabriksvej i Næstved (sic) og forhandlingerne om det store brygværk endte sådan, at slottet lejede det til brygning under navnet Slotsbryggeriet Gavnø Aps.

Ude på fabriksvej bryggede man og forsøgte at skabe en succes til lancering i SuperBrugsen, Kvickly og Dagli’Brugsen den 26. januar 2012. Det lykkedes! Øllet blev den trediemest solgte specialøl i COOP, og det endda i et år hvor salget af specialøl steg 20%.  Hele affæren så således ud oppe i min lokale brugs:

Superbrugsen i Hvalsø

30. juni 2012 gik Føniks konkurs – de kunne ikke leve op til den store COOP ordre og knækkede halsen på en succes –  en helt bagvendt historie i forhold til andre mikrobryggerier.

Og så måtte Martin starte forfra. Og 9. juli 2012 kunne der igen sælges Pladderballe Bryg i min lokale brugs: denne gang brygget på Bornholm, Svaneke Bryggeri. Den øl ser sådan ud: Med en storsmilende Martin på (og med et par humleblade som dække kan en dynejakke pludselig se helt nisset ud):

 

Med denne øl skriver Martin sig ind i en meget gammel og traditionsrig historie med nisser på øllet. Den allerførste danske juløl fra 1896 havde nemlig også en nisse på etiketten – den historie kan du læse mere om her. 

Jeg er lidt frustreret over, at jeg ikke har alle øllerne fra bryggeriet i min samling: jeg mangler en Påskelammer – skulle der nu være nogen som har en liggende så hører jeg gerne om det.

Udgivet i Alle indlæg, Dansk øl, danske bryggerier, Efterlyses, Nyeste i min samling | Tagget , | Skriv en kommentar

Carlsberg-flaske fra havets bund

Fornylig fik jeg tilsendt et billede af en ølflaske, som dykkere har fundet på havets bund. Skibet sank i 1893, var lastet med Faxe Kalk – men altså også en ølflaske. Flasken er blevet rengjort vasket og her kan i se den. Øverst i billedet kan man se den korkprop, som sad i flasken. Navnet Ole Vorm, KBHVN er indprentet i den med rød skrift. Proppen er blevet sat i af øltapperen Ole Vorm, og flasken blev overbundet med ståltråd.

Ole Vorm var ølaftapper og ølhandler. Han overtog i 1871 sin onkels ølhandel i brolæggerstræde no 5 og havde den i en årreække derefter.

Brolæggerstræde var en af det gamle københavns bryggergårde og brygger Jacobsen indledte sin brygning af bayersk øl netop på den adresse. Men J. C. Jacobsen ophørte med brygningen i 1856 og ud bag Valby Bakke og efter en kort periode, hvor en af hans ansatte, Vogelius, havde forsøgt sig med brygning på adressen var det endeligt slut med brygning på adressen i 1861. Vogelius flyttede i øvrigt også udenfor det gamle København og anlagde bryggeriet i Rahbeks Alle. Huset blev brugt til mange formål og Carlsberg havde kontor i bygningerne helt indtil 1880.

Vorms Onkel, “værtshuusholder J. Olsen”  havde haft ølhandel i mange år på adressen, faktisk siden 1863. Man modtog bestillinger på øl på kontoret – og var kontoret lukket, så skrev man sine ordrer på en lille tavle. Var der knaphed på øl i byen, eller følte man, at man var for langt nede på listen så var det kendt, at man blot viskede de øverste på listen ud., for bedre at komme i betragtning til en leverance.

Flasken er en hamret bouteille, ikke nødvendigvis lavet til øl. Det er jo ikke til at vide hvilken øletiket, der har siddet på flasken – men det kan jo have været en magen til denne:

Ole Vorm aftappede øl for Gamle Carlsberg i Captain Jacobsens kælder i Brolæggerstræde

Jeg har af Christian-Albrechts-Universität Kiel fået lov til at bringe billede og histore – og flasken vil senere blive udstillet på museet i Schleswig.

Udgivet i Alle indlæg, Ølaftappere | 1 kommentar

Bedes sendt pr jernbane i dag

Her er et kort, som jeg netop har fået i min samling. Det er sendt af en ølhandler Petersen i Birkerød til De forenede bryggerier i 1927 og er et fint eksempel på en bestilling af øl. Kortet fortæller mange fine små historier – de kommer her nedenfor:

Vi kan konstatere, at man kunne bestilles jule hvidtøl, i tre forskellige tøndestørrelser: 2/3, 1/3 og 1/6 hl. Det samme gælder hvidtøl i tre kvaliteter: no 1, no 2 og no 3 samt Kahytsøl og Skibsøl no 1. Man kunne også købe gær. På flaske sælges et bredt udsnit af øl. Det mest interessante er dog, at den konkrete bestilling: 100 flasker 300 flasker KB Pilsner Eksport Dobbeltøl og 300 flasker Central Maltøl bedes sendt pr. “Bane i Dag”. Det var simpelthen muligt at få varerne leveret samme dag.

Jeg ved ikke om der var flere postkassetømninger i 1927 – og postomdelinger for den sags skyld – men man kan i princippet forestille sig, at Petersens har sendt brevet om morgenen, at det er ankommet tidlig eftermiddag til bryggeriet på Vestre Boulevard, og at øllet blev afsendt senere på eftermiddagen og modtaget lige før lukketid –  samme dag. Og vi taler før fax og email. Det er da hurtigt. Det samme kan selvfølgelig lade sig gøre i dag – men ikke pr brev og jeg tror heller ikke pr bane.

Her er et andet kort. Her kan der bestilles andre typer øl, bl.a. Reform Maltekstrakt. Men det er nu ikke derfor jeg synes det er sjovt. Det er derimod fordi man kan bestille øl med enten korkprop eller med kapsel (som hedder Crown Cork fordi der var kork i bunden (eller toppen om man vil) i de ældste kapsler). Man fik altså valget. Og så kan vi konstatere at julehvidtøllet blev solgt tidligt – allerede september! Men selv med alle disse muligheder nøjedes Lars Petersen med at bestilles 6 halvtønder Hvidtøl nummer 2.

Carlsberg brugte jernbanen flittigt til øldistribution til hele landet. Prøv at tænke på, at  transport af øl fra København til f.eks. Vestjylland var stort set umulig eller i hvert fald dyr, før end jernbanenettet blev fintmasket og broerne bygget. Lillebæltsbroen er f.eks. fra 1935.

J.C. Jacobsen holdt et foredrag: “Bryggeriindustriens fremskridt i de sidste halvtredsindstyve aar” den 16. oktober 1884. Her i sagde han:  “Ved at anbringe Isbeholdere i dertil indrettede Jærnbanevogne (Isvogne) blev det ogsaa muligt at forsende Øl til alle Aarets Tider, selv til fjærnt liggende Steder, hvorved Exporten fra de fortinlige Bryggerier i Syd-Tyskland til andre Lande, navnlig til Frankrig, tog et betydeligt opsving. Denne eksportmulighed kunne vi selvfølgelig også mærke i Danmark – der kom mere udenlandsk øl “på hylderne” – se f.eks. her.

Men man kan da kalde det ironi, at Carlsberg senere på bagsiden af værtshusnotaer- eller regninger viste denne lille illustration:

Aldrig en artikel uden øletiketter: Så her er en fra Esbjerg med tog på:

Udgivet i Alle indlæg, Øletiketter, Øllets distribution, Nyeste i min samling | Skriv en kommentar

Min favorit plakat

Min favorit plakat

Jeg har den hængende i køkkenet. Den er tegnet af Poul Fischer – en underkendt dansk maler. Den forestiller englen, der har vundet over døden (se kraniet) ved at drikke maltøl. Skål.

Billede | Udgivet den by | Skriv en kommentar

Tuborgs krig mod aftapperne

Tuborg er kendt som det første danske bryggeri i Danmark som optog aftapning af øl som sit eget forretningsområde. Før da var aftapning af øl et forretningsområde for ølaftappere. Det gik ikke stille for sig, da Tuborg besluttede at sælge øl udenom aftapperne – direktør Heymann betegnede selv begivenheden som krig.

Tuborgs Bryggeri var helt fra grundlæggelsen i 1873 tænkt og indrettet som et eksportbryggeri. Bryggeriet blev anlagt i forbindelse med eget glasværk og i øvrigt en gødningsfabrik, deraf navnet Tuborgs fabrikker. Man var inspireret af store norske bryggerier, som havde stor succes med at eksportere øl på flaske. Meningen var at brygge eget øl, tappe det på bryggeriet på egne flasker (i begyndelsen mærket TF) og derefter at eksportere øllet via havnen. Eksporten gik imidlertid relativt dårligt og Tuborg begyndte derfor hurtigt at anvende bryggeriets anlæg til at aftappe øl på flasker til salg i Danmark. Tuborg var hermed det første danske bryggeri, der i stor stil aftappede øl selv og solgte direkte til forbrugerne. Tuborgs bestyrelse fastsatte oven i købet at flaskeøllet i begyndelsen skulle sælges til samme pris til ølaftapperne og til kunder: 10 øre pr halvflaske.

Ølaftapperne var bestemt ikke glade for, at Tuborg, som det eneste store bryggeri i Danmark gik ind på deres område. De tjente 2-3 øre pr ½ flaske ved salg af andet lager øl, mens de var tvunget til at sælge Tuborg øl uden fortjeneste. Ølaftapperne modarbejdede derfor i praksis salget af Tuborg øl. Tuborgs bestyrelse mente, at ”Øl var en smagssag, og at når Folk først forsøgte Tuborg Øl, vilde de tvinge Ølhandlerne til at føre det i deres forretning”. Det kunne kvaliteten af Tuborgøllet desværre ikke leve op til i de første år, og salget gik ikke godt.

Københavns Ølhandlerforeningen af 1875 skrev 10. august 1875 et brev til Tuborgs bestyrelse. Brevet indledtes med ordene ”Idet Kjøbhvns Ølhandlerforening herved henvender sig til den ærede Bestyrelse, gaae vi ud fra, at det er Tuborg Bryggeriets Agt ogsaa i Fremtiden af benytte os som Mellemhandlere til Forhandlingen af Tuborgøl, og under denne forudsætning vil den ærede Bestyrelse forhaabentlig indrømme det Heldige i, at Forhandlingsvilkaarene ere saadanne, at vi ere interesserede i at forhandlet Tuborg Øl frem for Andet.” Dernæst argumenterede de for, at prisen til forbrugerne burde sættes op til 11 øre pr. halvflaske, at forbrugerne skulle aftage mindst 50 halvflasker ad gangen og at ølhandlerne skulle have en rabat på 15% når de aftog mindst 500 halvflasker og 5% når de selv hentede øllet. Brevet var underskrevet af ølhandlerne Jacob Jensen, Læderstræde 14, S. Andersen, Axelhuus, og T. Olsen Admiralgade 9.

Tuborgs bestyrelse valgte dog ikke følge af denne henvendelse, priserne blev fastholdt. Ølhandlerne fik dog senere i flere omgange tildelt en rabat ved køb i store mængder, så deres indkøbspris efterhånden kom ned på ca. 8 øre.

Det var løbende til diskussion i Tuborgs bestyrelse hvorledes salget mest heldigt blev udført på træ eller i flaske. I 1879 skrev Tuborgs direktør Damm til Bestyrelesformand Tietgen: ”Blandt vore Ølkunder findes meget faa aftappere. Næsten alt vort Lager-Øl sælges fra Træer; det lidet, der tilbydes paa Flasker af Ølhandlerne, er Resten af hvad de ikke have tappet af Træerne, følgelig daarligt. Forat raade Bod herpaa, forat gjøre vort Lager Øl mere kjendt og faae det gunstigere bedømt, turde det maaskee være rigtigt, om vi da vi nu engang ere specielt indrettede derpaa – tilbød sådanne Folk, som maatte ønske det, vor egen Aftapning af vort Lager Øl til en rimelig Pris, – maaskee 7 á 8 Øre pr ½ Fl. Carlsberg har jo Alliance, Worm etc. Som kunne aftappe Øllet på en ordentlig Maade.” Her hentyder Damm til Gammel Carlsbergs aftapningsanstalt Alliance fra 1868, og Worm, der aftappede øl i Brygger Jacobsens oprindelige bryggergård i brolæggerstræde. Men Tuborgs bestyrelse ønskede ikke at fremme salget på denne måde før 2 år senere i 1881, hvor direktøren var blevet udskiftet.

Captain Jacobsen på Gamle Carlsberg satte egenhændigt i 1881 prisen på Carlsberg øl ned fra 20 til 18 kr. pr tønde. Han ville den uskik til livs at kunderne bad ham om rabatter i form af hjælp til  lokaler, husleje, forpagtning af hoteller og lignende, ligesom de gjorde hos de andre bryggerier. De øvrige bryggerier, herunder Ny Carlsberg, syntes ikke om prisnedsættelsen, de mente at den udelukkende ville komme ølhandlerne til gode. Men J. C. Jacobsen holdt fast– og det fortæller meget om Gammel Carlsbergs styrke i markedet at samtlige bryggerier følte sig tvunget til også at sætte prisen ned.

På Tuborg foretog den nye Direktør Heymann en lille genistreg. Han satte prisen på øl på tønde ned, for at følge med markedet, men han satte samtidig aftappernes tvungne udsalgspris til forbrugerne ned fra 10 til 8 øre pr. halvflaske. Han fortæller selv om den på følgende måde i et brev: ”Sagen er, at vi bestandig uagtet den officielle Priis har været 10 øre pr ½ Fl. – kun have faaet 8 Øre – 10% af Mellemhandlerne, der således have tjente 2 Øre pr. ½ Fl + 10% af 8 øre. Nu faae Mellemhandlerne efter det nye System kun 12 ½ % og ere forpligtede at sælge til 8 Øre, altsaa med andre Ord! Nedsættelsen er kun 2 ½ %. Men mellemhanderne, dvs. Ølhandlerne ere blevne gale i Kalotten, fordi de ere blevne beskaarne i deres Fortjeneste, og en Deel af Dem have erklæret os Krig, saa vi have maattet søge Forhandlere hos Urtekræmmerne, og at jeg så rask og uden betænkning har indladt mig i Krig med ølhandlerne ligger i, at der egentlig aldrig har været nogen god Forstaaelse mellem Tuborg og Ølhandlerne, og disse have aldrig solgt andet Tuborg Øl, end hvad de have været nødt til, naar deres Kunder have forlangt det. Kunde vi bringe det dertil, at vi kunde sælge hele vor Production paa Flasker i stedet for paa Træer. Som sagt, jeg har briliant Mening – uagtet jeg ellers er alt andet end Sangviinsk – og jeg arbejder med Lyst på Sagen.”

Da de fleste ølhandlere valgte ikke at sætte detailprisen på andet øl ligeså meget ned som engrosprisen faldt, så blev Tuborgs flaskeøl med et slag billigere end konkurrenternes. Forbrugerne reagerede prompte og salget af Tuborg øl steg. De andre bryggerier kunne ikke følge med Tuborg i denne manøvre, da de endnu ikke i samme omfang havde egen aftapning af øllet. Da Tuborg samtidig introducerede pasteurisering af flaskeøllet til indenlandsk forbrug fik man samtidig bedre greb om øllets kvalitet.

Her er Tuborgs første øletiket – den som Tuborg fra 1881 anvendte på øllet solgt direkte på flaske til forbrugerne og urtekræmmerne. For at vise ølaftapperne, og det øvrige København, at der virkelig var gang i salget af øl på flaske, fik direktør Heymann designet en kulørt paraply, som blev monteret på hestevognene, der solgte flaskeøl. Men det er en anden historie, der kan læses her.

Det kan virke mærkeligt at netop urtekræmmere skulle sælge øl. Men det var slet ikke ualmindeligt. Før Tuborg gik direkte til urtekræmmerne havde ølhandlerne selv fundet udsalgssteder blandt urtekræmmere: f.eks. indgik Ølaftapper C.E. Møller i 1871 aftale med urtekræmmerne Marius Kjerfulf i Adelgade 113 og p Gigas, Vesterbrogade 50. De fik begge ifølge annoncer et udsalg af alle sorter øl fra Møllers lagerkjælder. C. E. Møller var en af københavns store ølaftappere.

I dag tænker vi ikke den tanke, at øllet kunne aftappes på flaske af andre end bryggeriet, og den udvikling satte Heymann altså i gang i Danmark.

Om Ølhander Jacob Jensen , se mere her

Om Ølhandler Andersen, Axelhuus, se mere her.

Om Ølhandlerforeningen af 1875 se mere her

Kilde: Birgit Nüchel Thomsen, Industrielle foretagere på Tuborg, 1873- 1885, kilder og studier,, København 1980, udgive af Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie.

Kilde: Carls Jacobsens Liv og Gerning af Johannes Steenstrup, udgivet af Ny CarlsbergFondet, København MCMXXII

Udgivet i Alle indlæg, Ølaftappere, Øletiketter, Nyeste i min samling | 1 kommentar

Uden Kapsler intet Øl

På Esbjerg Museum står der på loftet en spand med teksten: uden Kapsler intet Øl – Aflever Deres brugte Kapsler. Den blev fundet frem i forbindelse med udgivelse af bogen “fra Skibsøl til Cola” – om de esbjerggensiske bryggeriers historie. I bogen gætter forfatteren på, at metallet har skullet smeltes om til våben. Intet kunne være mere forkert.

Forklaringen er en helt anden og meget mere simpel – en overgang var det simpelthen ikke muligt at købe en øl uden at komme med en brugt kapsel. Der var materiale-mangel, og det var ikke muligt at få de plader, som kapsler normalt blev skåret ud af. Spanden har formentlig stået hos en købmand i Esbjerg By. Jeg har bidraget med mange gamle historier, udklip, billeder m.v. til bogen – men blev desværre ikke spurgt om netop dette.

Storm P var ikke sen til at fange situationen med sin vanlige spidse pen – hans klassiske vagabond spørger ikke om en øl, eller om penge til øl – men om kapsler:

Under krigen var indsamlinger sat i system – en kendt kampagne var den med sloganet “Faar vi Klude får De Tøj”. Men kapselmangelen opstod pludseligt, så den røg udenom systemet: se annoncen nedenfor fra “crown-cork fabrikkernes materialudvalg”. Crown-cork var det normale ord for kapsel i en periode hvor kapslerne erstattede korkpropperne – det var i hvert fald det almindelige tekniske udtryk. Og ja – der var kork i kapslerne dengang – vi er før tiden hvor plastic blev almindeligt.

Udgivet i Alle indlæg, Reklame | 1 kommentar

Politisk korrekte Carlsberg-reklamer

Tiderne skifter – hvad der engang var helt i orden er nu politisk ukorrekt. Om netop dette handler denne lille blog – vi skal have et par eksempler på Carlsbergreklamer, der ikke længere er i orden – og slutter af med en Carlsberg-reklame for tre stærke øl, der ikke var i handelen.

Er børne lidt sløje – så stik dem en øl – og er du på overarbejde (forceret arbejde, dejligt udtryk smag lidt på det…) så hjælper en Carlsberg Ny Porter i løbet af dagen. I vore dage tror jeg ikke at den slags reklamer ville gå – selvom reklamer for alco-sodavanderne appellerer til helt unge mennesker. Der findes også flere andre reklamer henvendt til børn med øl (specielt fra Kongens Bryghus) mens der kun kendes en enkelt “Børneøl”-etiket fra Odsherreds Bryggeri – den ville jeg godt have i min samling, og den efterlyses hermed.

Og nej det er ikke hagekors der er på etiketterne, det er svastika, som Ny Carlsberg brugte indtil magtovertagelsen i Tyskland i trediverne – skiftet tog en del tid, specielt for sodavandsflaskernes vedkommende, da de jo blev genbrugt adskillige gange.

Og nu vi er ved tyskerne så kommer her en reklame for øl, der ikke kunne købes:

Denne reklame er gået igennem den tyske censur under 2. verdenskrig. Underfundigt, for på reklamen ses tre øl, som slet ikke kunne købes. Den tyske censor har sikkert ikke forstået den underfundige og ellers kun let skjulte pointe: når besættelsen er ovre, så kommer de normale dage – og dermed det stærke øl – tilbage. Brygning af stærkt øl var forbudt under det meste af krigen (byg skulle bruges til brød).

Da krigen var over kom det ikke helt at gå som Carlsberg spåede, stærkt øl blev ikke tilladt i 1945, og forbudet mod brygning af stærkt øl var faktisk en af de sidste rationeringslove der faldt. Der skulle gå helt indtil september 1951 før end stærkt øl blev tilladt. Dog med to undtagelser, hvor stærkt øl blev solgt i 1949 0g 1950 til overpris og velgørende formål.

Udgivet i Alle indlæg, Øletiketter, Efterlyses, Reklame | 1 kommentar

Bryggerinavne med kort levetid

Nogle bryggerier har samme navn i adskillige årtier – nogle holder endda uændret i over hundrede år: Holeby Bryggeri, Nykøbing F. Bryghus A/S og Nexø Bryggeri er blot et par eksempler.

Andre bryggerinavne holder kun ganske kort tid – og det er sådan et par eksempler denne lille note handler om.

C. C. Heiberg var uddannet pharmaceut. Han købte Wilkens Bryggeri i Vejlegade, Nakskov, af Søren J. S.  Wilkens i 1913. Wilkens overtog i stedet Løveapoteket i Frederikshavn, for han var også udlært pharmaceut. På C. C. Heibergs Bryggeri blev der brygget hvidtøl nummer 1, 2 og 3 – langt mest i kvlitet 2. Bryggeriet gik dog ikke så godt. Det gjorde et heller ikke derhjemme, han lå i skilsmissforhandlinger med sin kone, og til sidst måtte han lade bryggeriet gå konkurs. Det skete 30. september 1914, hvorefter bryggeriet skiftede navn til Bryggeriet i Vejlegade. Heiberg tog i øvrigt til Java efter konkurs og skilsmisse, her arbejdede han som sukkerkemiker til hans død 10 år efter. Heiberg nåede at have bryggeri i knap 2 år – og det er egentlig heldigt at der har overlevet etiketter derfra. De kostede i øvrigt 1 krone og 68 øre pr. tusinde styk. Heiberg indskriver sig således i historien af bryggere med forstand på det tekniske – hvilket dog ikke altid er nok til også at tjene penge på at eje et bryggeri.

En andet bryggerinavn som havde en ganske kort levetid var P. Holm’s efterfølger. Det eksisterede også kun i 2 år – fra 1934 til 1936 men her er baggrunden en helt anden.

P Holm grundlagde tilbage i 1904 et bryggeri i Esbjerg. Han havde baggrund som møller, blev fejlagtigt registreret som maler, men endte med at brygge hvidtøl i Esbjerg, de sidste par år med underskud, hvorfor han solgte bryggeriet. Køberen, Einar Christiansen, havde indtil da levet af at sælge fløde og sodavand fra fabrikken Jyden. Han fortsatte i 1934 med etiketter, som til forveksling lignede P. Holms hidtidige Esbjerg øl. Han skiftede heller ikke navn på bryggeriet – så her er forklaringen værdien af varemærket P Holm. Først i 1936 skifter han navn til Rørkjær og Einar Christiansen havde fabrikken helt frem til 1965 hvor han sønner overtog den.

Vi skal lige have Folmer med. Folmer Lindskov Knudsen var den første ansatte på P. Holms Bryggeri – og tog hele turen med: 50 års ansættelse. Det fik han den kongelige fortjenstmedalje for. Han og hans familie var også aktive modstandsfolk under 2. verdenskrig. Rørkjær blev brugt som skjulested for nedkastede engelske våben på trods af at tyskerne i Esbjerg var indkvarterede på Rørkær Skole og på tobaksfabrikken og brugte Fynsgade til exercits. Hans bror Emil, som havde overtaget Folmers arbejde på eksportfødefabrikken, blev skudt dagen før befrielsen netop udner våbentransport. En mindeplade på hjørnet af Stormgade og Gormsgade fortæller denne historie.

Udgivet i Alle indlæg, Øletiketter, danske bryggerier | 1 kommentar

Politisk korrekt øl-volapyk

Ølfabrikken – en fabrik der laver øl. Et nyt indslag i de mange bryggerier, der blot kaldte sig mikrobryggerier på den tid, hvor det blev anset som positivt at distancere sig fra de store fabrikker.

Se blot denne lille reklamefilm fra bryggeriet. Kom ikke og sig at de ikke turde kalde en spade en spade. Dejligt slogan: Livet er for kort til lorteøl! Jeg stødte første gang på det på de dåseøl fra Ølfabrikken jeg købte nede på den lokale tank. Forfriskende tænkte jeg.

Senere kunne jeg i Superbrugsen købe flaskeøl med denne etiket:

Hmm tænker man så. Livet er til kvalitetsøl. Hvad skete der med klassens frække dreng? Hvor er glimtet i øjet? Hvad kan grunden nu være?

Skyldes det opkøbet af Gourmetfabrikken og dermed at Harboe nu har fået indflydelse på Ølfabrikken? En brandundersøgelse peger på, at det nye slogan har en ekstra kvalitet – nemlig at det peger på kvalitet. Det gjorde det gamle nu osse, vil jeg mene.

Eller er der tale om, at da Ølfabrikken kom ind i COOP’s butikker, så skulle sloganet være mere stuerent? Svaret blæser i vinden, jeg har ikke kunnet finde ud af det. Kun at Ølfabrikken ikke længere findes i COOP, da de på et tidspunkt ønskede også at blive solgt i Dansk Supermarkeds butikker. Den forhandling fejlede, så nu er de ingen af stederne!

Ærgerligt. Jeg kunne godt lide øllet – som var billigt, lidt friskere humlet end det mest almindelige, og dog ikke så humlet så det var ligemeget igen.

Udgivet i Alle indlæg, Øletiketter, Dansk øl, danske bryggerier, Reklame | 2 kommentarer